Biografie

Intro

Jeg må indrømme, at jeg først begyndte ret sent at interessere mig for R&B, Soul og be-bop og måtte først gå en omvej via jazzen og den dertil hørende jazzlitteratur og selv lære at spille et par instrumenter, for ikke at tænke i kasser og for at forstå og elske afroamerikanernes kultur som et hele. I min samling står i mellemtiden f.eks. optagelser fra Jimi Hendrix på lige fod ved siden at optagelser med Charlie Christian og Wes Montgomery, albummer fra Al Jarreau ved siden af CD’er fra Bill Withers, Gil Scott Heron og Bobby Womack.

Men der er blevet ret stille omkring Bobby Womack inden for de sidste år. Hvis man lige ser bort fra et par prisværdige gæsteoptræden på Rae & Christian og Bootsie Collins aktuelle albummer, synes Bobby for tiden fuldstændigt at være forsvundet fra overfladen. Ingen nye albummer, ingen turné. Også på internettet synes ingen at interessere sig særligt for ham. Det er egentlig en skam. For at afslutte denne sørgelige tilstand, har jeg mandet mig op og forsøgt selv at lave et website. Resultatet er Womac.de. Når Bobby Womack giver sig selv navnet ”Soul Survivor”, lyder det i første omgang noget ”pralende” eller, når han ikke selv har fundet på det, som fra et pladeselskabs marketingsafdeling. Betragter man hans livsvej, og frem for alt, hvis man lytter nøje til hans albummer, er der derimod ingen tvivl: manden siger helt enkelt og gribende sandheden.

50′erne

Bobby Dwayne Womack blev født den 04.03.1944 i Cleveland i staten Ohio i USA. Bobby’s far, Friendly Womack, med hovederhverv som stålarbejder og i sin fritid guitarist i et band ved navnet ”The Voices of Love”, fremmede selvfølgelig allerede tidligt sine børn Cecil (senere Womack & Womack), Curtis, Friendly jr., Harry og Bobby’s musikalske udvikling. Så det er heller ikke mærkeligt, at Womack brødrene allerede i begyndelsen af 50’erne dannede deres eget band og rejste gennem landet som ”The Womack Brothers”, for at spille i de populære gospelshows. Her optrådte de bl.a. ud over med dengang kendte kunstnere som ”Five Blind Boys”, ”Caravans” og ”Pilgrim Travelers”, også sammen med en ”newcomer” ved navnet David Ruffin, som senere skulle blive verdensberømt som leadsanger i ”Temptations”.

Womack brødrene var ivrige kirkegængere – til glæde for deres religiøse forældre – og dybt forankrede i deres tro og troede på det tidspunkt, at enhver anden vej, end den vej, som gospelsangerne gik, ville føre dem direkte i helvede.

60′erne

I 1960, Bobby var lige blevet 16 år, optrådte Womack brødrene som forsangere til ”Soul Stirrers”. Leadsangeren i dette band, den fabelagtige Sam Cooke, tog den unge Bobby til sig og blev fremover hans mentor. Sam, der på dette tidspunkt allerede selv havde opdaget den ”verdslige” musik, brugte Bobby fra 1960 af og til som guitarist i sit band. Jo mere succes Sam Cooke fik, desto mere intensiv forsøgte han at overbevise Bobby og hans brødre, at den verdslige musik kunne byde på flere penge og mere berømmelse, end den ”rene” gospel. Engang sagde han endda til dem, at de skulle tænke på hans ny hus og hans nye biler, næste gang de stod i studiet. Bobby delte til sidst denne opfattelse, gik ud af skolen og blev fulltime-musiker.

Med 3.000 dollars på lommen, som de havde fået i forskud af Sam Cooke, begav brødrene Womack sig i 1962 til Los Angeles, fik en pladekontrakt hos Cookes’s ny plademærke ”SAR”, tog navneforandring til ”The Valentinos” og optog deres første single. De sammenstrikkede deres ”Somewhere There’s A Girl” af gospelsangen ”Somewhere There Is A God”, og af den traditionelle ”Couldn’t Hear Nobody Pray” deres første hitsingle ”Lookin’ For A Love”. ”Looking For A Love” gav dem straks springet op på plads 8 på de amerikanske R&B hitlister og kom endda på top 100-listen på de amerikanske pop-hitlister. Hvis det ikke var en succes, hvad var så? Valentinos blev hurtigt til ægte R&B-berømtheder og fyldte i de kommende år næsten alle relevante klubber og koncertsale. Som hos de fleste sorte kunstnere af den tid forløb Bobby Womack’s karriere ikke i en ret linie, men var præget af ægte ups og tragiske downs. Highlightet i året 1964 havde titlen ”It’s All Over Now” og var en sang, som var skrevet af Bobby og udgivet som single af Valentinos.

Dette nummer blev hørt i det fjerne London af to unge fyre, som hed Mick og Keith. De var så betaget af Bobby’s sang, at de straks optog en coverversion af den med deres band. Bobby kan altså fuldt ud påstå, at han har bidraget til at hjælpe historiens formodentlig største rockband fra starthullerne. Resten er historie: ”It’s All Over Now” blev Rolling Stones første nr. 1 hit.

Det største chok ramte Bobby i slutningen af 1964. For i december det pågældende år døde Sam Cooke på yderst mysteriøs vis i et billigt hotel i Los Angeles. Hans mentors tragiske, og endnu i dag ikke fuldt opklarede død (var det virkeligt mord?) tog hårdt på Bobby og ud over en kraftig følelsesmæssig krise, blev det også årsagen til en vedvarende krise på arbejdsområdet. Efter Sams død begyndte Bobby, som var 21, også at mødes offentligt med den væsentligt ældre Barbara Campbell, Sams enke, og drog med hende gennem L.A.’s mange natklubber. Tre måneder senere giftede Bobby og Barbara Campbell sig. Senere indrømmede Bobby åbent, hvor meget han led under dette ”tidlige” ægteskab:

”Jeg blev altid præsenteret som den dreng, der havde giftet sig med Sam Cookes kone”.

”Da det blev klart, at jeg ville gifte mig med hans kone, kendte jeg hende ikke rigtigt. Hun var simpelthen så såret over, at han var gået fra hende på denne måde. Hun var parat til at gribe den, som stod ham nærmest, den han kunne lide. Og det var mig. Og jeg var parat til at være der for hende, fordi jeg vidste, at hun havde brug for en, som kunne vise hende vejen. Jeg vidste, at hvis jeg rykkede mig på dette sted, var der mange mennesker, som ville hade mig. Men hvis jeg ikke gifter mig med denne kvinde, vil denne kvinde gøre noget sindsygt, og hun vil måske ikke være i stand til at komme ud af det igen.”

”Sam Cooke havde en kolossal indflydelse på mig, ikke kun fordi han var en storartet sanger, men fordi han var et prægtigt menneske. Han var indbegrebet af en stjerne, som newcommere ville sige i dag. Sam var det slags menneske, som gav dig en følelse af, af du var ham og han var dig. Det var han god til. Han sagde til mig: Jeg synes bare at det er sjovt at synge! Det er alt, hvad folk har, Bobby. Når mit show er forbi, vender de tilbage til det her daglige pres, systemet. Jeg synes selv, at jeg er heldig, fordi jeg kan holde denne fest for dem og får betaling for det.”

Efter Sams tragiske død blev ”The Valentinos” sammen et par år endnu og optog uden nævneværdig succes for pladeselskabet Checker.

Midt i 60’erne begyndte Bobbys anden karriere som session guitarist og sangskriver. Til kunstnerne, som han arbejdede sammen med, talte Ray Charles, Aretha Franklin, Joe Tex og King Curtis, for hvem Jimi Hendrix også arbejdede. Bobby skrev endda 17 sange til Wilson Pickett bl.a. hittene ”I’m a Midnight Mover” og ”Ninety-Nine and a Half (Won’t Do)”. I denne tid tog Bobby også sine første vaklende skridt som solo-kunstner. Hans daværende optagelser for plademærker som Him, Chess og the Atlantic fik dog ingen succes. Først i 1968 fik Bobby, med sin Southern-Soul sang ”What Is This”, sit første hæderlige resultat og de første noteringer på hitlisterne. De følgende singler, soul-versioner af popsangene ”Fly Me To The Moon” og ”California Dreamin” af ”The Mamas and The Papas”, havde derimod kun moderat succes, var nærmest flops.

Først samarbejdet med lydingeniøren Darryl Carter gav bedre resultater og med Bobbys skift til United Artists (1971) fik han endelig det store gennembrud som solokunstner. Hos United Artists var der ingen ”kunstneriske” indskrænkninger, og Bobby kunne for første gang producere sit ”eget” album. På LP’en ”Communication”, som blev udgivet i slutningen af 1971, holdt Bobby sig til følelsesfulde coverversioner af popnumre. Ved siden af James Taylors ”Fire and Rain” og Ray Stevens’ ”Everything Is Beautiful” disker Womack på tracket, som er komponeret af Carpenters ”(They Long To Be) Close To You”, også op med en lang monolog over det nylige pres, der er blevet lagt på ham, om at få sin musik til at lyde mere kommercielt. Ved siden af coverversionerne er der tre nye Womack sange på ”Communication”. Deriblandt også hittet ”That’s The Way I Feel about Cha”, hvorpå han afslører overfladiske forelskelser og det at se verden med lyserøde briller på som værende virkelighedsfremmede. Det kalder jeg for soul. Da denne sang kravlede op på R&B hitlisterne i begyndelsen af 1972 og også røg op på pop-hitlisternes top 30, fik Bobby ikke bare den anerkendelse han havde krav på, men også ry som ”hverdagslivets filosof”.

Det efterfølgende album ”Understanding” blev, som også dens forgænger, optaget i de traditionsrige lokaler i American Sound Studio og Muscle Shoals. Denne gang havde Bobby råd til nogle ægte topmusikere, hvilket man absolut også kan høre på optagelserne. Det første uddrag var ”Woman’s Gotta Have It”, en ægte Womack klassiker, (en indtrængende advarsel til alle mænd, som betragter deres koner som en selvfølge), skrevet under medviken af Daryl Carter og Linda Womack (datter af Sam Cooke og Bobby’s bror Cecils kone). Med denne sang røg Bobby op på plads ét på R&B hitlisterne. Det andet uddrag havde ikke så meget succes. De sorte DJ’s brød sig ikke særligt om ”Sweet Caroline”, en coverversion af en af Neil Diamonds hits, og spillede hellere B-siden ”Harry Hippy” i stedet for, som nåede plads 8 i R&B hitparaden i 1973 og blev Bobbys første ”guld-single”.

I 1973 var ”blaxploitation-bølgen” på sit højeste og Bobby fulgte Isaac Hayes (”Shaft”) og Curtis Mayfield (”Superfly”) idet han også kom med et soundtrack. Jeg kan ikke give en vurdering af filmen ”Across 110th Street” her, da jeg ikke har kunnet se den endnu (er der nogen, der har set den?). Titelnummeret på albummet indbragte i alt fald Womack hans femte top-20-R&B-hit på mindre end to år.

Med albummet ”Facts Of Life”, som ligeledes udkom i 1973 forsatte Bobby sine succesfulde fortolkninger af coverversioner. Ud over all time standarden ”Nobody Knows You When You’re Down and Out” og Burt Bacharachs ”Look Of Love” fortolker Bobby også her ”That’s Heaven To Me” af Sam Cooke og afslutter denne ”afvekslende” plade med Bob Dylan’s ”All Along The Watchtower”. Til sin næste LP-produktion vendte Bobby tilbage til sine rødder og optog et remake til Valentinos nummer ”Lookin’ For A Love”, som også gav albummet dets titel. Dette nummer blev det første single-uddrag i 1974 og blev Bobby’s første nr. 1 hit på R&B hitlisterne og hans indtil videre eneste top10 hit på pop-hitlisterne.

Bobby’s vedvarende tilstedeværelse i hitparaderne gjorde ham til en superstar for afroamerikanerne (en lige så stor crossover-succes kunne han dog ikke opnå indtil da), alligevel syntes han at blive et af musikindustriens mange ofre. I 1975, Bobby var for længst blevet skilt fra Barbara, boede han stadigvæk i Los Angeles og helligede sig et liv med narkotika, fester, kvinder, hotelværelser og dyr champagne. Det efterlod selvfølgelig dybe spor og påvirkede hans arbejde. Funk-nummeret ”Check It Out” var så også hans eneste nævneværdige hit i 1975, og opnåede kun en 6. plads på R&B-hitlisterne. Et år senere vendte han med succes tilbage til sit musikalske varemærke og udgav med ”Daylight” fra albummet ”Safety Zone” sit sidste hit for United Artists. Udløseren for hans afsked med United Artists var skænderier om hans album ”Bobby Womack goes Country & Western”. Bobby ville absolut gå C&W vejen, United Artist syntes ideen var absurd, og at Bobby var gået fra sans og samling.

Den 31.12.1975 giftede Bobby sig med sin anden hustru Regina Bank og vendte i 1976 tilbage til Muscle Shoals Studio med en frisk kontrakt med Columbia Records i lommen. På albummet ”At Home in Muscle Shoals” kan man atter høre en energisk Womack, hvis stemme virker væsentligt mere rå og som med tracket ”Never Let Nothing Get The Best Of You” igen har et håbefuldt budskab og igen vil indgyde alle nyt mod.

Man kunne mene, at kunstneren havde fundet sig selv igen, at det nu ville forsætte muntert og succesfuldt, at der ville blive udgivet det ene fantastiske album efter det andet, og at alle ville være glade og lykkelige til deres livs ende. Men nej. Virkeligheden så desværre helt anderledes ud. Da musikbranchen er nødsaget til at være i kontinuerlig bevægelse, og der hvert år mindst skal fødes en mega-hype, at tidsåndens fremmanede fænomener forandrer sig, er det kun logisk, at en kunstner også kan falde igennem, kommer ”offside” og helt enkelt er ”yt”. Disco-bølgen kom og trængte kunstnere som Bobby Womack delvist væk fra markedet. De to albummer ”Home Is Where The Heart Is” fra 1976 og ”Pieces” fra 1977, som han selv producerede blev der, bortset fra nogle single-uddrag, ikke lagt stort mærke til og bevirkede, at han forlod Columbia. Med albummet ”Roads Of Life”, som blev udgivet af Arista i 1978 afsluttede han allerede 70’erne før tiden.

I 1981 vendte Bobby tilbage til business, underskrev kontrakt med det lille pladeselskab Beverly Glen og optog med ”The Poet” endnu et mesterværk i sin skiftende karriere. Albummet fik gennemgående gode anmeldelser og blev en overraskelse. Men Bobbys samlede situation blev langt fra meget bedre af det. Mellem udgivelsen af ”The Poet” og ”The Poet 2” lagde Bobby Womack sag an over for plademærkets ejer angående betaling af honorarer.

”At være hos Beverly Glen, var som at blive sat tilbage til slavetiden, hvor jeg blev pisket af min egen broder. Det eneste, der kom ud af det, som var godt for folk, var min musik. Jeg fik aldrig penge, og jeg har aldrig glemt det.”

Da han underskrev kontrakten havde Womack nået sin karrieres absolutte nulpunkt og så i Beverly Glen redningsplanken, sin sidste virkelige chance for et comeback. Men kontrakten gav ikke Womack, ud over det sædvanlige forskud for recordingsessions, yderligere financielle garantier, den forbød ham endda at arbejde for andre pladeselskaber, lige meget om det var som instrumentalist eller som baggrundssanger. Med ”The Poet 1 & 2” lykkedes det Bobby Womack at få et gennembrud i England, og han blev allerede samme år valgt som bedste sanger, bedste sangskriver og bedste live-performer af ”Blues & Soul-Magazin”. Med det var Bobby i det mindste en stjerne i Europa, solgte millioner af ”The Poet” og Beverly Glen indkasserede.

I 1985 blev Bobby, ved kendelse, endelig løsnet fra den urimelige kontrakt, underskrev straks kontrakt hos MCA og optog det tiljublede album ”So Many Rivers”. Med det første single-uddrag, ”I Wish He Didn’t Trust Me So Much” meldte han sin tilbagekomst på de Amerikanske R&B- hitlister, opnåede en 2. plads og beholdt den i to uger. I Storbritanien var succesen endda endnu større og britiske kritikere valgte ”So Many Rivers” til årets udgivelse i 1985. I det følgende år arbejdede han med Rolling Stones på deres ny album ”Dirty Work” og sang en duet med Mick Jagger på hittet ”Harlem Shuffle”.

I slutningen af 1986 udkom ”Womagic”, endnu et sandt mesterværk, efterfulgt af det ligeså mesterlige album ”The Last Soul Man” fra året 1987. I 1989 udkom så på mærket Solar albummet ”Save The Children” og så var der i første omgang stille omkring Bobby Womack, i det mindste hvad angik optagelser. Først fem år senere kunne fans glæde sig over et nyt værk.

”Resurrection’ er helt enkelt kun et yderligere album og endnu en fase i mit liv. Indtil nu har jeg skænket musikbranchen mere opmærksomhed end livs-branchen. Min familie og jeg har betalt dyrt for, at jeg altid var der ude, og prøvede at gøre andre lykkelige, når jeg ikke kunne magte det hjemme. Resurrection betyder at blive født på ny og forsøge at gøre det rigtigt denne gang – ikke kun for alle andre men for mig selv, at vokse med det.”

Albummet ”Resurrection” med gæsteoptræden af Rod Stewart, Keith Richards, Stevie Wonder, for bare at nævne nogle, er udgivet på Ron Wood’s pladeselskab Slide og markerer indtil dato slutpunktet i R&B og soulsangerens karriere. Denne er nemlig vendt tilbage til sine rødder og optog i 1997 til ære for sin far et album med 19 gospel klassikere.

Bobby Womack er faktisk den sidste af en uddøende race, ”Last Soul Man” eller rettere ”Soul Survivor”, for han har virkelig overlevet alle, med undtagelse af Aretha Franklin og James Brown, og har været igennem næsten hvert eneste helvede i livet og inden for branchen. Derved har han defineret en stor del af det, som vi endnu i dag kalder for Soul og R&B.